Se og høre

Nu kan vi både se og høre hinanden

Uddrag fra Familiejournalen

Da 60-årige Inge for to år siden mødte 66-årige Kaare, var luften tyk af amoriner. Men et svigtende helbred hos dem begge var et lille skår i glæden. I dag har de det bedre end nogensinde – takket være en vestjysk akupunktør.

Scanned233

1986 blev Inge Gjeding ramt af en hjerneblødning. Omtrent samtidig begyndte synet at svigte på grund af øjenforkalkning, som årligt rammer omkring 10.000 mennesker. Den tidligere sygeplejerske, der er bosat i Vejen i Sydjylland, var ked af det. Selvfølgelig vidste hun, at dåbsattesten ikke længere var dugfrisk, men nogen olding var hun da ikke. Kunne det passe, at hun i en alder af 52 år skulle ”finde sig i” langsomt at blive frarøvet synet? Var det ikke nok, at hun efter fire diskusprolapser og to brud på rygsøjlen havde konstante smerter?

Jeg var alt andet end glad, fortæller Inge. Hver eneste nat vågnede jeg omkring klokken to, fordi ryggen gjorde så frygteligt ondt. Så måtte jeg spise piller og kunne ofte ikke sove igen bagefter. Så jeg syntes ærligt talt, at jeg havde vrøvl nok, Jeg kunne godt undvære at få problemer med synet. Især med øjenforkalkning, som jo officielt er en uhelbredelig lidelse.

Derfor kendte Inges glæde ingen grænser, da hun i et ugeblad læste en artikel om akupunktør John Boel i Aulum ved Herning. Tænk, han hævdede, at han havde fundet en behandlingsform, som kunne hjælpe omkring halvdelen af alle patienter med øjenforkalkning!

Inge ringede straks til den vestjyske akupunktør, og i januar 92 startede hun på behandlingerne.

Et stykke tid forinden havde John sendt mig et spørgeskema hvor jeg skulle fortælle om mine forskellige skavanker, fortæller Inge. Og jeg skal love for, at han må have forberedt sig grundigt, for allerede efter den første behandling sov jeg igennem. For første gang i mange, mange år vågnede jeg ikke på grund af rygsmerterne. Det var en ubeskrivelig befrielse.

Mødte kærligheden

To år før sit møde med John Boel traf Inge en anden mand, Kaare Stensgaard, som er seks år ældre end hende. Dette møde blev også et møde med kærligheden for de to modne mennesker. Men på et enkelt punkt kunne de dog ikke blive enige.
Kaare var sikker på, at alt det der pjat med at stikke nåle i folk var en gang svindel og humbug. Alligevel indvilligede han i at agere chauffør, når Inge tog den lange vej fra Vejen til Aulum. Den første uge var det hver eneste dag. 132 km hver vej.

Månederne gik, og Inge fik det stadig bedre. Til gengæld havde Kaare problemer. Mange års arbejde som snedker og tømrer havde ødelagt hans hørelse. Først på det ene øre og for fem år siden også på det andet. Meget tydede på, at et høreapparat ville blive den eneste udvej:
Ja, vi var et kønt par, smiler Inge. Jeg kunne næsten ikke se, og mine briller kunne simpelthen ikke fås stærkere. Og Kaare kunne næsten ikke høre. En almindelig samtale kunne han umuligt følge med i.

Kaare overgav sig

Efterhånden som Inge fik det bedre og bedre, måtte Kaare revidere sin opfattelse af akupunktur. Mon det alligevel var værd at prøve? Ud over hørelsen døjede han jo også med nogle grimme skinnebenssår på grund af kredsløbsforstyrrelser.
Det endte med, at han vovede forsøget. Den tredje april satte John Boel for første gang nålene i den ellers så skeptiske Kaare – og med samme gode resultat.

Planerne om høreapparat blev lagt på hylden, for nu kunne Kaare igen følge med i en almindelig samtale. Og sårerne på skinnebenene – ja, de forsvandt også.

Det vigtigste er, at vi har fået helbredet bragt i orden, siger Inge. Jeg føler simpelthen, at jeg er blevet født på ny. I 21 år var jeg afhængig af smertestillende medicin – i dag er jeg medicinfri! Og de stærke briller er bogstaveligt talt lagt på hylden.