Mødet med nålene

Jeg har prøvet noget fantastisk. Efter lang tid med diverse lidelser, deriblandt mega-hovedpine, kom jeg i kontakt med John Boel.

John er akupunktør, og jeg hørte om ham via en rokammerat. Det var i stor nervøsitet, at jeg lå på briksen og ventede på manden med de mange nåle, og det var da heller ikke det mest behagelige, jeg har oplevet, at få stukket fem nåle i kroppen.
Men det undrede mig, at min mave begyndte at knurre med det samme, mens jeg lå der – endda så højt, at jeg syntes, at det var pinligt…
John fortalte, at det var helt naturligt, og at det var, fordi han satte en masse kemiske processer i gang i mig.

Om aftenen vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle tro. Min hovedpine var ikke væk – endnu – men det var til gengæld min skulderskade. For to år siden blev jeg væltet af en medcyklist. Jeg tog i faldet fra med albuen, og min skulder blev mast i stykker af det tryk, den blev udsat for. Lægerne mente, at skulderhovedet var brækket i 11 stykker og en muskel revet over.
Efter lang tids genoptræning virkede min skulder næsten som den skulle. Jeg kunne bare ikke løfte armen lige ud til siden – den muskel manglede jeg, sagde man.

Akupunktøren bad mig løfte armen – uden held. Han tog så min hånd, og uden varsel jog han en nål i min tommelfinger og sagde ”Prøv at løfte armen nu”.

Og det kunne jeg… Næste morgen, da jeg vågnede, virkede min skulder stadig, og hovedpinen var forsvundet.

Min rokammerat, Maria, havde haft store rygsmerter, og havde af det etablerede behandlingssystem fået at vide, at hun måtte stoppe sin idrætskarriere, da der ikke var mere, man kunne gøre for hende.
I år har Maria og hendes makker, Christina, roet sig ind i den internationale elite, og jeg vil undre mig, hvis det ikke lykkes dem at vinde medalje ved VM.
Maria er blevet behandlet med akupunktur af John det sidste års tid.

Det siger sig selv, at jeg er blevet utrolig glad for denne behandlingsform. Dét, der godt kan irritere mig, er, at der er så store problemer med at få de to fløje til at mødes – lægerne og de alternative behandlere.

Selvfølgelig findes der plattenslagere og autodidakte behandlere, som kalder sig noget, de ikke er.
Men hos de behandlere, hvor f.eks. idrætsfolk er ovenud tilfredse, er behandleren lige så vigtig at have med på en træningslejr som en læge og en fysioterapeut.
Ofte bliver idrætsudøverne tvunget til at vælge, om de vil have læge og fysioterapeut med til en konkurrence, eller om de vil ”nøjes” med de alternative.
For de to etablerede behandlere vil ikke have noget med den ”nye” at gøre. Synd og skam.

Tit ender det derfor med, at den alternative må vige, da der ikke er nogen, der tør stå frem og være den, der i kraft af valget af den alternative smider de to andre på porten. Det ville også være et forfærdeligt pres for f.eks. en akupunktør at være med under de forhold.
Forestil dig lige, at der er en person, han ikke har succes med at behandle! Så starter balladen hjemme i andegården!!!!

Jeg synes, det er på tide, at vi stokkonservative danskere begyndte at acceptere de behandlingsformer, der har fungeret på den anden side af kloden i flere tusinde år. Det ville være helt i orden med mig, hvis man startede i idrætten. Hvis bare Team Danmark og de involverede forbund ville acceptere de behov, idrætsudøverne har.
Det er blevet helt legalt at bruge mentaltræning og at have tilknyttet en psykolog til et landshold.
Men det er stadig et stort, stort problem, når sportsfolk begynder at plage om at få den alternative behandler med til et stort stævne.
Hvorfor??????